Motorstyrelsen ændrede i 2022 praksis for, hvornår et brugt køretøjs vedligeholdelsesstand skal vurderes i forbindelse med værdifastsættelse. Det betyder, at der som udgangspunkt ikke gives et klargøringsfradrag. Denne meddelelse beskriver, hvornår det alligevel er muligt at opnå fradrag for manglende klargøring, og hvordan man skal dokumentere dette.

Sagen angik, om skattemyndighederne ved beregning af gaveafgift skulle acceptere, at en far overdrog kommanditanparter i to K/S’er, hvis væsentligste aktiver bestod af investeringsejendomme, til sine to døtre, på grundlag af en værdiansættelse af investeringsejendommene i overensstemmelse med 15 %-reglen.

Hovedspørgsmålet var, om det kunne begrunde fravigelse af 15 %-reglen i værdiansættelsescirkulæret, at investeringsejendommene var værdiansat til dagsværdi i et årsregnskab.

Investeringsejendommene blev ved overdragelsen værdiansat af parterne til i alt 104.108.000 kr. svarende til den offentlige vurdering på i alt 122.480.000 kr. fratrukket 15 %. Investeringsejendommene var i K/S’ernes regnskaber indregnet til dagsværdi, der i de seneste regnskaber forud for gaveoverdragelsen var opgjort til i alt 169.750.000 kr.

Højesteret udtalte, at det følger af højesteretspraksis, jf. senest Højesterets dom af 20. juni 2024 (UfR 2024.4183), at skattemyndighederne skal acceptere en værdiansættelse foretaget efter 15 %-reglen, med-mindre der foreligger særlige omstændigheder. Særlige omstændigheder kræver, at der er tale om særlige, konkrete forhold vedrørende den pågældende ejendom.

Højesteret anførte endvidere, at ifølge årsregnskabslovens § 11, stk. 1, skal et årsregnskab give et retvisende billede af blandt andet virksomhedens aktiver og passiver. Om værdiansættelse af en investeringsejendom i et årsregnskab følger det af lovens § 38, stk. 1, at ejendommen efter første indreg-ning (der skal ske til kostpris) løbende kan reguleres til dagsværdi. Det følger af årsregnskabslovens forarbejder, at ledelsen har ansvaret for, at dagsværdien måles pålideligt.

Højesteret udtalte videre, at dagsværdien af en investeringsejendom skal afspejle den aktuelle handels-værdi af ejendommen. Det fremgår således af bilag 1 til årsregnskabsloven, at dagsværdi er defineret som det beløb, hvormed et aktiv kan udveksles eller en forpligtelse kan udlignes ved transaktioner mellem af hinanden uafhængige parter.

Højesteret fandt herefter, at værdiansættelse af en investeringsejendom til dagsværdi i et årsregnskab foretaget i overensstemmelse med reglerne i årsregnskabsloven vil kunne begrunde fravigelse af 15 %-reglen i værdiansættelsescirkulæret. Hvorvidt 15 %-reglen i det konkrete tilfælde skal fraviges, må bero på en konkret vurdering af navnlig forskellen mellem dagsværdien og den offentlige ejendomsvurdering.

Højesteret tiltrådte i den konkrete sag, at der foreligger særlige omstændigheder, som indebærer, at skattemyndighederne ikke skal acceptere, at kommanditanparterne blev overdraget på grundlag af en værdiansættelse af investeringsejendommene efter 15 %-reglen.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens afgørelse.

Sagen angik værdiansættelsen af en gave i form af B-anparter i et selskab, herunder værdiansættelsen af en forlods udbytteret, som tilkom klageren som ejer af samtlige A-anparter i selskabet. Landsskatteretten fandt, at der var hjemmel i boafgiftslovens § 27, stk. 1 og 2, til, at Skattestyrelsen kunne fastsætte værdien af en gave til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen. Hjemlen til at fastsætte værdien af en gave til dens handelsværdi omfattede også den fastsættelse af værdien af en gave, som bestod af delelementer i den samlede fastsættelse af værdien af en gave. Der var således hjemmel til, at Skattestyrelsen havde fastsat værdien af gaven i form af B-anparter i selskabet, herunder anvendelse af CAPM-modellen og fastsættelse af værdien af den forlods udbytteret, som tilkom klageren som ejer af samtlige A-anparter i selskabet, ved anvendelse af denne model. Landsskatteretten foretog en konkret vurdering af handelsværdien af de overdragne B-anparter, og da der ikke for Landsskatteretten, f.eks. ved afholdelse af syn og skøn med henblik på at få fastsat den markedsbestemte opskrivningsprocent, var tilvejebragt et grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

Skattestyrelsen traf den 18. maj 2020 afgørelse om, at appellanten ikke skulle godskrives A-skat og AM-bidrag, som i 2015-2017 var formelt indeholdt, men ikke blev afregnet af det selskab, som han var ansat i, og som efterfølgende gik konkurs ved dekret afsagt den 9. maj 2017. 

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens krav var forældet på tidspunktet for afgørelsen den 18. maj 2020, fordi forældelsesfristen på 3 år skulle regnes fra konkursens indtræden den 9. maj 2017. 

Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, og sagen blev henvist til landsretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1. 

Ved landsrettens dom fik Skatteministeriet medhold i, at betingelserne for nulstilling er opfyldt, og at kravet ikke var forældet på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse. 

For Højesteret angik sagen alene, om Skattestyrelsens krav var forældet efter forældelseslovens almindelige frist på 3 år på afgørelsestidspunktet den 18. maj 2020. 

Højesteret udtalte, at krav i henhold til nulstilling tidligst kan rejses på det tidspunkt, hvor selskabets insolvens er konstateret ved ophør, konkurs eller lignende. Forældelsesfristen for sådanne krav kan derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Kravet over for appellanten kunne således tidligst rejses den 9. maj 2017, hvor selskabet blev erklæret konkurs, og forældelsesfristen for kravet kunne derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt.

Skatteministeriet fik ikke medhold i, at forældelse blev afbrudt ved en partshøring efter forvaltningslovens § 19 den 17. januar 2020, jf. forældelseslovens § 16. 

Spørgsmålet var herefter, om forældelsesfristen havde været suspenderet, fordi Skattestyrelsen var ubekendt med fordringen eller skyldneren, således at fristen derfor først skulle regnes fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret tiltrådte, at Skattestyrelsen efter bevisførelsen ikke allerede ved konkursdekretets afsigelse havde de nødvendige oplysninger til at kunne foretage culpavurderingen, herunder en kvalificeret vurdering af, om appellanten eller hans far i kraft af deres tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag den formelle indeholdelse af de omtvistede A-skatter og AM-bidrag, og at der ikke var udsigt til, at selskabet ville kunne betale de pågældende beløb. Først efter modtagelsen af kurators redegørelse af 12. september 2017 i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, havde Skattestyrelsen det fornødne grundlag for en kvalificeret vurdering af, om betingelserne for nulstilling var opfyldt.

Forældelsesfristen var derfor suspenderet indtil dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret fandt herefter, at der ikke var indtrådt forældelse, da Skattestyrelsen den 18. maj 2020 traf afgørelse om nulstilling.

På den baggrund stadfæstede Højesteret dommen. (Dissens)

Arbejdet med de nye ejendomsvurderinger har givet Vurderingsstyrelsen en lang række erfaringer, og særligt de foreløbige vurderinger har vist, at der for nogle ejendomme er udfordringer med at lægge alle anvendelsesmuligheder i plangrundlaget til grund for ansættelsen af grundværdien. Dette har ført til, at grundværdien i nogle tilfælde er blevet ansat på baggrund af en anvendelsesmulighed, som ejendomsejer reelt ikke kan få tilladelse til at opføre på grunden. Vurderingsstyrelsen ønsker derfor at ændre praksis for, hvornår en anvendelse skal anses for mulig efter plangrundlaget i henhold til ejendomsvurderingslovens § 18, stk. 1. Praksisændringen medfører, at de anvendelsesmuligheder, der fremgår af plandataregistret eller de bagvedliggende planforskrifter, ikke skal anses for mulige efter plangrundlaget i de tilfælde, hvor det må formodes, at den pågældende anvendelse reelt ikke er mulig at opføre på grunden. Praksisændringen vil få virkning fra og med de vurderinger, der foretages pr. 1. marts 2021 og 1. januar 2022.

Sagen angik opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget for 2017 til 2019 for en detailbutikskæde, som havde både momspligtige aktiviteter (varesalg) og lønsumsafgiftspligtige aktiviteter (formidling af lån og forsikringer). Selskabet havde ikke registreret det faktisk anvendte tidsforbrug på henholdsvis den lønsumsafgiftspligtige og den momspligtige aktivitet for de ansatte, som udøvede begge aktiviteter i selskabet, og derfor skulle der ved opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget ske en fordeling efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 4, stk. 4, 1. pkt., jf. § 4, stk. 3, 4. pkt.

Skattestyrelsen var ikke enig i selskabets skønsmæssige opgørelse af det skattemæssige overskud for de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter på baggrund af en omsætningsfordeling, idet resultatet af et mere omkostningstungt varesalg herved fik en uforholdsmæssig stor indflydelse på resultatet. Skattestyrelsen tilsidesatte derfor selskabets fordeling og erstattede den med en fordeling, som var baseret på Skattestyrelsens skøn "tilnærmet sektor", hvor overskudsandelen blev fastsat på baggrund af bruttoresultatet ved de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og et skøn over øvrige omkostninger (f.eks. lønninger, fællesomkostninger og afskrivninger) og omsætningsfordelingen efter momslovens § 38, stk. 1.

Landsskatteretten fandt, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde tilsidesat selskabets skøn og sat et andet skøn i stedet.

Landsskatteretten fandt i en sag om værdiansættelse af gaver, der bestod i unoterede anparter, at selskabets ejendomme ved gaveafgiftsberegningen skulle medtages til dagsværdi og ikke den offentlige vurdering, jf. TSS-cirkulære 2000-9, henset til anvendelsen af en af ejendommene, der var registreret forkert, belåningen og afkastet af den største ejendom. Landsskatteretten tiltrådte Skattestyrelsens skøn over ejendommenes værdi. Landsskatteretten hjemviste sagen, idet Skattestyrelsen ikke havde taget højde for udskudt skat i forbindelse med, at styrelsen beregnede værdien af anparterne på baggrund af dagsværdi. Derudover fandt Landsskatteretten, at der skulle ske en nedsættelse af rentesatsen af den forlods udbytteret og dermed fornyet beregning af kursværdien i henhold hertil. Afgørelsen er indbragt for domstolene.

Sagen angik, om klagerens anmodning om gældseftergivelse skulle imødekommes. Gældsstyrelsen havde afslået gældseftergivelse bl.a. under henvisning til den økonomiske værdi af klagerens pensionsordninger og baggrunden for gældens opståen samt gældens alder, jf. gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 1 og 4. Landsskatteretten fandt efter inddragelse af gældssaneringspraksis, at værdien af klagerens pensionsordninger ikke skulle medtages i helhed ved vurderingen af, hvorvidt den økonomiske betingelse i gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 1, var opfyldt. Der blev således lagt vægt på, at klageren ikke havde indbetalt uforholdsmæssigt store beløb på pensionsordningerne i forhold til klagerens forhold på tidspunktet for indbetalingerne, og at klageren ikke ville få usædvanligt gode forhold ved udbetaling af pensionsordningerne. Der var konkret ikke grundlag for at medtage pensionsordningerne i deres helhed ved vurderingen, selvom pensionsordningerne havde en relativt betydelig værdi, da indbetalingerne var foretaget løbende på sædvanlig vis og uden sammenhæng med klagerens senere økonomiske vanskeligheder. Pensionsordningerne skulle i stedet medtages med et forholdsmæssigt beløb, da klageren havde forladt arbejdsmarkedet uden samtidig at påbegynde udbetaling af pensionsordningerne, hvorved klageren selv havde valgt at udskyde udbetalingstidspunktet, og klagerens indkomst skulle opgøres efter, hvad klageren ville kunne få udbetalt. Der forelå samtidig ikke forhold, der talte afgørende imod eftergivelse efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 4. Det talte ikke i sig selv afgørende imod gældseftergivelse, at klageren havde drevet virksomhed under anvendelse af virksomhedsordningen, og der var ikke grundlag for at antage, at klageren havde forsøgt at undgå at betale restskatten, eller at klageren havde indrettet sig på eftergivelse. Landsskatteretten fandt endvidere, at det forhold, at gælden var stiftet i 2017 og 2019, ikke var til hinder for eftergivelse efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 4. Der blev herved henset til, at gældens alder efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 3, skal inddrages ved vurderingen efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 2, mens gældens alder ikke var en omstændighed, der kunne begrunde, at eftergivelse nægtes efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 4. Herefter fandt Landsskatteretten, at klageren var berettiget til delvis gældseftergivelse, jf. gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 1, og ændrede Gældsstyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed, og Landsskatteretten overlod det til Gældsstyrelsen i første instans at træffe afgørelse om afdrag og afdragsperiode.

Sagen angik, om klageren efter almindelige forvaltningsretlige principper om remonstration havde krav på genoptagelse af en afgørelse, hvorved værdiansættelsen af aktierne i H1 A/S blev ændret, selv om parterne valgte at udnytte et skatteforbehold i overdragelsesaftalerne i stedet for at påklage afgørelsen. Landsskatteretten fandt, at det forhold, at klageren efter udløbet af fristen for at påklage afgørelsen om at ændre værdiansættelsen af aktierne i gaveanmeldelsen, ved en ny repræsentants mellemkomst, var af den opfattelse, at værdiansættelsen var for høj, ikke i sig selv begrundede remonstration. På baggrund af sagens oplysninger fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at genoptage afgørelsen, da der ikke forelå væsentligt nye retlige eller faktiske forhold, og da klageren ikke havde påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl, der havde betydning for gyldigheden af afgørelsen. Landsskatteretten bemærkede, at parterne i gaveanmeldelsen havde valgt at udnytte et skatteforbehold i gaveanmeldelserne som alternativ til påklage af afgørelserne, og når et skatteforbehold var udnyttet, og det civilretlige grundlag dermed var ændret, var den oprindelige afgørelse erstattet af en ny retstilstand. Allerede derfor var det ikke muligt at genoptage den oprindelige afgørelse. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen drejede sig om, hvorvidt klageren var rette indkomstmodtager af honorar fra et uafhængigt selskab indtægtsført i et af ham ejet selskab. Endvidere omhandlede sagen et salg af en bil mellem klageren og dennes selskab, og hvorvidt dette var sket til underpris. For indkomståret 2018 skulle der tages stilling til, om den forlængede ansættelsesfrist gjaldt i relation til forhøjelse af klageren med indkomst fra det uafhængige selskab.

Landsskatteretten bemærkede i relation til rette indkomstmodtager, at der alene var udført arbejde for to kunder (H1 A/S og H2 A/S), og at selskabet ikke afholdt udgifter, der knyttede sig hertil. Arbejdet var knyttet op på klageren som person, og instruktionsbeføjelserne i forbindelse med det udførte arbejde fandtes at være hos H1 A/S og H2 A/S, idet der ikke var indgået formelle kontrakter. Som konsekvens af den manglende kontrakt fandtes klagerens selskab heller ikke at have påtaget sig en økonomisk risiko. Aflønning skete med faste intervaller og faste beløb. Landsskatteretten fandt derfor, at der var tale om en løbende ydelse. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at det var klageren som person, der var rette indkomstmodtager af betaling fra H1 A/S og H2 A/S som lønindtægt.

Omkring salg af bil fandt Landsskatteretten, at dette ikke var sket på armslængdevilkår, idet bilen var købt af uafhængig tredjemand ca. ét år før overdragelsen. Købet fra tredjemand og Motorstyrelsens skøn var næsten ens, og der fandtes ikke at være forhold, der talte for, at bilen skulle tabe så stor værdi i det mellemliggende år, svarende til den faktiske salgspris ved overdragelse fra selskabet til klageren. Landsskatteretten fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn over handelsværdien. Det blev derfor stadfæstet, at klageren havde opnået en økonomisk fordel på 70.000 kr., som blev anset for udbytte fra selskabet til klageren.

Angående den forlængede ansættelsesfrist bemærkede Landsskatteretten, at klageren ikke som i SKM2012.211.HR kontrollerede det selskab, hvorfra udbetalingen var sket. Der var derfor ikke tale om en kontrolleret transaktion som omfattet af den forlængede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Da ændringen for indkomståret 2018 var varslet den 13. september 2022, var varsling ikke sket inden fristen den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Afgørelsen om forhøjelse for 2018 var dermed ikke foretaget rettidigt, og forhøjelsen blev nedsat til 0 kr.

Et dødsbo var skattepligtigt, da de aktiver, som boet havde i behold på skæringsdagen, oversteg grundbeløbet i dødsboskiftelovens § 6, stk. 1. Eksisterende gældsposter på skæringsdagen kunne ikke modregnes i aktivmassen. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger har udviklet en udlejningsplatform (platformen) med det formål at give enkeltpersoner og virksomheder en platform til at leje og dele forskellige genstande. Skatterådet kan ikke bekræfte, at det er dokumenteret af spørger, at omkostningerne til udvikling af platformen kan fradrages efter ligningslovens § 8 B, stk. 1, og der kan derfor ikke udbetales Skattekredit efter ligningslovens § 8 X. Skatterådet finder, at  platformen ikke indeholder tilstrækkelig ny viden eller teknologiske fremskridt i forhold til allerede kendt teknologi på udviklingstidspunktet. Det er Skatterådets opfattelse, at der er tale om anvendelse af kendt teknologi, men på en ny måde.

En forening ejer et selskab, der driver en forretning i en dansk by. Foreningen ejer ejendommen, hvorfra forretningen drives. Skatterådet bekræftede, at foreningens indtægter ved udleje af ejendommen er skattepligtige, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, jf. § 1, stk. 4, idet der er tale om indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed. Skatterådet bekræftede desuden, at donationer der modtages uden betingelser om modydelse eller øvrige vilkår kan anses for skattefrie ikke-erhvervsmæssige indtægter for foreningen. Endelig bekræftede Skatterådet, at selskabet ikke ville være skattepligtig af lån fra foreningen.  

Skatterådet bekræftede, at publikationen X var en "avis" i momslovens forstand, idet de kriterier, som i henhold til retspraksis og lovens forarbejder er afgørende, var opfyldt. Spørger kunne derfor sælge avisen med en momssats på 0%.

Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at to nichemedier (publikationerne Y og Z), som ligeledes blev udgivet af Spørger var "aviser" i momslovens forstand.

Skatterådet vurderede, at de to nichemedier, hverken opfyldte kriteriet om at behandle et bredt emneområde eller kriteriet om at henvende sig til en videre (almen) kreds af læsere. Ved vurderingen af "emneområdet" henså Skatterådet til, at den enkelte publikation kun omhandler ét emneområde. I henhold til bestemmelsens forarbejder og praksis anses en publikation ikke for at behandle et bredt emneområde, hvis det kun behandler enkelte eller få emneområder. Ved vurderingen af "den læserkreds, som publikationerne henvender sig til", henså Skatterådet til, at nichemedierne havde et så smalt og afgrænset emneområde, at de enkelte publikationer ikke kunne anses for at henvende sig til en videre almen kreds af læsere, forstået som "de fleste eller alle mennesker".

Det var Skatterådets opfattelse, at lighedsgrundsætningen ikke kunne føre til et andet resultat, når lovens kriterier for at blive kvalificeret som en avis ikke var opfyldt.  

Sagsøgeren havde i (red.årstal.nr.1.fjernet) erhvervet den omhandlede ejendom for 4,4 mio. (red.valuta.nr.1.fjernet). Ejendommen blev afhændet i (red.årstal.nr.2.fjernet) for 10,2 mio. (red.valuta.nr.1.fjernet). Sagsøgeren gjorde gældende, at ejendomsavancen skulle reduceres med forbedringsudgifter på ca. 1,6 mio. (red.valuta.nr.1.fjernet). Retten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgeren havde afholdt udgifter svarende til det påståede beløb.

Henset til at der var foretaget renovering og utvivlsomt var afholdt udgifter i den forbindelse, var spørgsmålet i anden række, om der var grundlag for hjemvisning med henblik på skønsmæssig fastsættelse af de afholdte udgifter. Retten bemærkede hertil, at det klare udgangspunkt er, at skatteyder må dokumentere de afholdte udgifter, og bevisførelsen for byretten kunne ikke danne grundlag for et skøn over udgifterne. Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Spørgernes ejendom bestod af et fritliggende enfamilieshus med et boligareal på i alt 282 m² og en bygning med et samlet erhvervsareal på 49 m² og en kælder på 50 m². Spørgerne påtænkte at opdele ejendommen i to separate enheder. Spørgerne forventede fortsat at bebo den enhed, som ville bestå af en bolig og hele erhvervsarealet. Opdelingen påtænktes udført som en opdeling i to selvstændige ejerlejligheder. Skatterådet bekræftede, at spørgerne kunne frasælge en selvstændig ejerlejlighed, inden opdelingen i ejerlejligheder havde fundet sted, men betinget af, at ejendommen blev opdelt i ejerlejligheder, uden at dette udløste ejendomsavancebeskatning.

Sagen angik, om sagsøgerne (en fysisk person og dennes enkeltmandsvirksomhed) havde ret til fradrag for købsmoms i henhold til 30 fakturaer udstedt af i alt 16 hævdede underleverandører. Sagen angik ligeledes, om der skulle ske en forhøjelse af sagsøgers indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag, samt en forhøjelse af hans personlige indkomst.  

Retten fandt efter en samlet vurdering, at der forelå en række usædvanlige omstændigheder i forholdet mellem sagsøgerne og underleverandørerne, hvorfor sagsøgers bevisbyrde for, at der var realitet bag de fremlagte fakturaer, var skærpet. Retten fandt, at sagsøgerne ikke havde løftet bevisbyrden for, at arbejdet var udført af de påståede underleverandører.   

Retten lagde herefter til grund, at sagsøgerens personale havde udført arbejdet og modtaget løn herfor, som sagsøgeren var forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag af, men som sagsøgeren havde undladt at angive til skattemyndighederne. Retten fandt, at sagsøgeren var ansvarlig for betaling af denne manglende indeholdte A-skat og AM-bidrag, og at skattemyndighederne havde været berettiget til at opgøre den manglende indeholdte A-skat og AM-bidrag skønsmæssigt. 

Direktøren i et selskab havde løbende foretaget private hævninger på selskabets konto, og disse hævninger blev konteret på hans mellemregning med selskabet. Spørgsmålet var, om direktørens ægtefælle, der var hovedanpartshaver, skulle beskattes af disse hævninger, jf. ligningslovens § 16 A, jf. § 16 E. 

Retten fandt, at hovedanpartshaveren var skattepligtig, da direktørens hævninger måtte anses for et indirekte lån til hovedanpartshaveren.  

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Denne SKM indeholder retningslinjer for indberetning om aktiesparekonti. Der er tale om, at der fremadrettet (for indberetninger for kalenderåret 2024 og frem) skal indberettes via en digital indberetningsløsning ’Aktiesparekonto’ i et andet format end hidtil.