Sagen angik, om et selskab registreret i Y1-land skulle beskattes af et tilskud, fordi der var overført værdipapirer og likvider til selskabets depot og konto. 

Selskabet gjorde gældende, at overførslerne skete som led i et bankskifte, og at der som følge heraf blot var tale overførsel af aktiver, som selskabet i forvejen var ejer af.

Retten fandt, at selskabet ikke havde godtgjort, at aktiverne blev overført som led i et bankskifte, eller at selskabet ejede de overførte aktiver forud for overførslen. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Et selskab klagede til Landsskatteretten over et bindende svar, hvorefter Skattestyrelsen havde anset tre sirupper, som selskabet forhandlede, for afgiftspligtige sukkervarer i henhold til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Landsskatteretten fandt, at de tre sirupper fremstod som sukkervarer, der var omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten henviste herved til, at sirupperne udover sukkerarter bestod af en række øvrige ingredienser, der samlet set havde undergået en ikke uvæsentlig forarbejdning, hvorved de havde ændret karakter til en sukkervare, at sirupperne havde høje indhold af sukkerarter, gyldenbrune farver og søde smage, herunder af karamel og kakao, der typisk blev forbundet med chokolade- og sukkervarer, og at sirupperne kunne anvendes direkte uden yderligere forarbejdning.

Endvidere fandt Landsskatteretten, at de tre sirupper ikke var fritaget for afgift i henhold til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 5, om "Masser m.v., som indeholder kakao". Landsskatteretten henviste herved til, at to af sirupperne ikke indeholdt kakao, og at ingen af sirupperne udgjorde en masse, da de havde en tynd og flydende konsistens.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens bindende svar.

Sagen angik beskatningen af en pilot, som havde tilknytning til både Danmark, Tyskland og Italien. Landsskatteretten fandt, at der skulle foretages en samlet helhedsvurdering af klagerens centrum for livsinteresser også i tilfælde, hvor klagerens personlige og økonomiske interesser pegede i hver sin retning i overensstemmelse med punkt 15 i OECD’s kommentar til artikel 4. På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at klageren havde skattemæssigt hjemsted i Danmark, idet klageren havde centrum for sine livsinteresser i Danmark. I forhold til lempelse fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens opgørelsesmetode for klagerens arbejdstid kunne lægges til grund ved beregningen af lempelse efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. Landsskatteretten anførte herved, at der ikke fremgik en nærmere bestemt fremgangsmåde for opgørelse af, hvor arbejdet var udført i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, in fine, af dobbeltbeskatningsoverenskomsternes bestemmelser, og henset til, at klageren på trods af indsigelser til Skattestyrelsens opgørelse ikke havde fremlagt sin egen opgørelse over arbejdstid i Italien og Tyskland, var der konkret ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens opgørelsesmetode af arbejdstid udført i Italien og Tyskland.

Det daværende SKAT havde pr. 1. oktober 2012 foretaget en omberegning af grundværdien med henvisning til, at der var tale om en nyopstået ejendom. Da der imidlertid ikke var tale om en nyopstået ejendom, fandt Landsskatteretten, at der ikke i den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, havde været hjemmel til SKATs omberegning af grundværdien pr. 1. oktober 2012. Landsskatteretten fandt endvidere, at SKATs uhjemlede omberegning af grundværdien pr. 1. oktober 2012 berettigede klageren til ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1, idet vurderingen var foretaget ud fra en fejlregistrering, hvorefter ejendommen var nyopført. Det var omfattet af bestemmelsens ordlyd om en vurdering foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller "lignende faktiske forhold". Af vurderingsmeddelelsen pr. 1. oktober 2012, som klageren modtog i 2013, fremgik (fejlagtigt), at omberegningen var foretaget med henvisning til, at ejendommen var nyopstået. Klagerens genoptagelsesanmodning i 2017 var derfor ikke indgivet inden for fristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5.

Da klagerens genoptagelsesanmodning skulle afgøres efter skatteforvaltningslovens regler og ikke efter almindelige forvaltningsretlige principper, og da den omstændighed, at SKATs afgørelse blev truffet på grundlag af en fejlagtig registrering, ikke førte til, at afgørelsen var ugyldig, stadfæstede Landsskatteretten herefter Vurderingsstyrelsens afslag på genoptagelse af den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2012.

Sagen angik, om et selskab havde anvendt en mandskabsvogn til private formål og dermed i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse. Landsskatteretten fandt, at selskabets medarbejderes kørsel mellem arbejdspladserne og bopælene var privat personbefordring. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at afstanden fra medarbejdernes private bopæle til selskabets adresse ikke kunne anses for at være en betydelig afstand, uanset om selskabet var beliggende på Ø Y1. Landsskatteretten lagde endvidere vægt på, at der ikke var et mindre lager af materiel og/eller materialer på medarbejdernes private bopæle. Efter en konkret bevisbedømmelse fandt Landsskatteretten, at der ikke var tale om en kørsel, der kunne karakteriseres som foretaget i selskabets interesse, idet medarbejderne ikke var aflønnet med et skattepligtigt løntillæg beregnet på baggrund af det antal kilometer, der blev kørt i mandskabsvognen fra arbejdspladsen og til medarbejdernes private bopæle, da der ikke blev opbevaret kostbart værktøj i mandskabsvognen for at undgå tyveri fra arbejdspladserne, og da mandskabsvognen ikke var overvåget med GPS. Det forhold, at mandskabsvognen måtte være mindre udsat for tyveri på medarbejdernes private bopæle i forhold til på selskabets virksomhedsadresse, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæstede derfor Motorstyrelsens afgørelse.

Motorstyrelsen havde i forbindelse med afgiftsberigtigelsen anset et køretøj for nyt og havde fastsat køretøjets nypris til 375.800 kr. Da køretøjet tidligere havde været registreret i udlandet, kunne det ikke anses for nyt i forbindelse med, at det importeredes til Danmark og registreredes her. Landsskatteretten hjemviste sagen til Motorstyrelsen til fastsættelse af den afgiftspligtige værdi for det brugte køretøj på tidspunktet for registreringen i Danmark den 16. november 2021.   

Spørger påtænkte at indgå en aftale med en vindmøllepark, om levering af strøm til en fast pris. Aftalen ville medføre, at Spørger købte alt strøm, der blev produceret, til en fast pris. Der vil kunne være overskudsstrøm, der ikke blev forbrugt af Spørger, men som blev solgt direkte fra producenten til El-markedet.

Spørger ønskede bekræftet, at aftalen ikke skulle lagerbeskattes efter kursgevinstlovens § 29, stk. 1, jf. § 33, stk. 1, men skulle behandles efter skattelovgivningens almindelige regler. Spørger gjorde gældende, at der ikke var tale om en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, da der var usikkerhed om mængden, der blev produceret, og hvis aftalen var omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, så var den undtaget efter kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7, om levering og brug i virksomheden.

Skatterådet fandt, at der var tale om en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1, da der var tale om en aftale, om en aftalt mængde strøm til levering til en fast pris på et fremtidigt tidspunkt. Undtagelsen i kursgevinstlovens § 30, stk. 1, nr. 7, fandt ikke anvendelse, da det var en forudsætning for undtagelsen, at der skete levering til brug i virksomheden. Det fremgik af det oplyste, at der ville være en væsentlig mængde strøm, der ikke blev leveret til Spørger, men solgt direkte fra producenten til El-markedet. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte spørgsmålet.

Spørger vandt i 20xx et udbud om at etablere et stort anlægsprojekt, der vil skulle levere strøm til et større antal danske husstande. Anlægsprojektet skal være fuldt etableret og nettilsluttet senest ultimo inden for en kort årrække, og bevillingen gives for xx år med mulighed for at blive forlænget. Med henblik på at få afklaret den skattemæssige behandling af de enkelte elementer i investeringen har Spørger anmodet om bindende svar på en række spørgsmål.

Skatterådet bekræfter, at viderefakturerede koncerninterne lønomkostninger, som er afholdt i forbindelse med budfasen, kan fradrages som lønomkostninger efter ligningslovens § 8 N, stk. 2.

Skatterådet bekræfter endvidere, at omkostninger, inklusive indekseringer og forrentning, afholdt til lovpligtige forundersøgelser kan puljes og efterfølgende fordeles forholdsmæssigt i forhold til investeringssummerne på de aktiver, som undersøgelserne vedrører, og dermed afskrives sammen med de pågældende aktiver.

Skatterådet bekræfter yderligere, at anlæggets hovedbestandele  skal afskrives på en særskilt saldo for driftsmidler med lang levetid. På saldoen skal bl.a. indgå anlæg med en kapacitet på over 1 MW. Der kan årligt afskrives med op til 15 pct. Skatterådet bekræfter endvidere, at fundament samt tilhørende transport og installation heraf afskrives som en integreret del af anlæggets hovedbestanddele.

Skatterådet bekræfter desuden, at forskellige typer kabler og transformatorstationer mv. kan afskrives med op til 7 pct. årlig som infrastrukturanlæg. Endvidere bekræftes, at der kan afskrives på en bygning, der anvendes til kontrolrum, værksted, omklædningsrum og bad, ligesom det bekræftes, at p-pladser og et hegn rund om bygningen kan afskrives som accessorisk til bygningen, og at der kan afskrives på en bygning opført på lejet grund, der anvendes til lager, omklædning/bad, værksted, kontrolrum til overvågning/styring af parken og - for en mindre del af bygningen - til administration. Endelig bekræftes det, at der ikke kan afskrives på et grundareal og de dertil knyttede landinspektørudgifter.

Med hensyn til mulighederne for at afskrive IT-udgifter og softwareudgifter relateret til projektet udtaler Skatterådet, at software, der er integreret i et driftsmiddel, afskrives som driftsmidlet i øvrigt. Dette betyder fx, at software, som er integreret i en vindturbine i et anlæg, indgår som en del af anskaffelsessummen for anlægget og afskrives som denne. Kun udgifter til software, der anskaffes særskilt, kan afskrives på en saldo med op til 25 pct. årligt eller alternativt straksafskrives.

Skatterådet bekræfter, at betalingen til Energinet for tilslutning til det kollektive el-net kan afskrives fra forfaldstidspunktet med op til 20 procent årligt som en tilslutningsafgift, jf. afskrivningslovens § 43. Det gør i denne forbindelse ingen forskel, om ejeren er offentlig eller privat.

Skatterådet bekræfter, at koncerninterne lønomkostninger afholdt til administration i konstruktions- og byggefasen, kan fradrages som lønomkostninger, jf. ligningslovens § 8 N, ligesom Skatterådet bekræfter, at koncerninterne lønomkostninger afholdt til overordnet byggestyring af anlægsprojektets aktiver i konstruktions- og byggefasen, kan fradrages som lønomkostninger efter samme bestemmelse.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at eksterne omkostninger af administrativ art afholdt i konstruktions- og byggefasen, kan fradrages som almindelige driftsomkostninger. Det lægges herved til grund, at de omhandlede udgifter må anses for at vedrøre etableringen af virksomheden. Skatterådet kan heller ikke bekræfte, at eksterne omkostninger af administrativ art afholdt i konstruktions- og byggefasen, kan fordeles forholdsmæssigt i forhold til investeringssummerne på de aktiver, som bygge- og konstruktionsfasen vedrører, og dermed afskrives sammen med anlægsprojektets respektive aktiver. I begrundelsen for svaret anføres, at der i afskrivningsgrundlaget efter praksis - ud over købesummen - alene kan indgå sådanne udgifter, som kan henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve købet af de afskrivningsberettigede aktiver.

Skatterådet bekræfter, at Spørgers betaling til en offentlig myndighed på X kr. (i 20xx-priser) kan fradrages som en almindelig driftsomkostning. Som begrundelse henvises til, at der er tale om en model, der regulerer indtægten ved driften af anlægsprojektet. Når strømprisen er lav, modtager Spørger i henhold til modellen et skattepligtigt tilskud, mens Spørger betaler til staten, når strømprisen er høj. De betalinger, som Spørger skal yde, når prisen er høj, har herefter karakter af at være driftsudgifter.

Spørger er forpligtet til at afholde omkostninger til militære signalanlæg, da anlægget vil ødelægge signalbilledet. Skatterådet bekræfter, at omkostninger afholdt hertil, kan afskrives efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Spørgeren H havde tegnet en heltidsulykkesforsikring, der dækkede H´s ansatte både i arbejdstiden og i deres fritid. H ønskede mulighed for at kunne nedsætte præmiebetalingen, uden at det fik betydning for beskatningen af medarbejderne, hvis H havde behov for det, således at den indekserede forsikringssum på fx 800.000 kr. ved død eller invaliditet, nedsattes til eksempelvis 600.000 kr., altså til et lavere beløb, dog ville forsikringssummen stadig overstige 500.000 kr.

Efter praksis var der fastsat en bagatelgrænse, der betød, at de ansatte ikke beskattedes af det personalegode, som udgjorde den del af arbejdsgiverens præmiebetaling, der gik til dækningen af den ansatte i fritiden, når ulykkesforsikringens forsikringssum på oprettelsestidspunktet ikke oversteg 500.000 kr. ved død og invaliditet. Der kunne dog bortses fra forhøjelser af dækningen udover 500.000 kr., såfremt disse var en følge af en almindelig indeksregulering.

En ny forsikringsaftale, der ændrede en allerede indgået aftale om ulykkesforsikring i nedadgående retning, bragte under de givne forudsætninger ikke et større beløb ind under den bortseelse fra beskatning, som fulgte af praksis, selvom forsikringssummen i den nye aftale om ulykkesforsikring oversteg 500.000 kr.

Skatterådet bekræftede, at i de tilfælde, hvor der blev indgået en ny aftale om en ulykkesforsikring alene med det formål, at præmiebetalingen og forsikringssummen nedsattes for en tidligere indgået aftale om ulykkesforsikring, der var omfattet af bagatelgrænsen, ville der fortsat ikke ske personalegodebeskatning af de ansatte.

T var som forhold 1 tiltalt for momssvig for perioden 4. kvartal 2011 til 2. halvår 2015, ved som hovedanpartshaver og direktør i et selskab at have foranlediget, at selskabet angav et for lavt momstilsvar med 710.725 kr. i moms, hvorved statskassen blev unddraget 710.725 kr. i moms.

Som forhold 2 var T tiltalt for momssvig for perioderne 1. og 3. kvartal 2011, 1. til 3. kvartal 2014, og 2. halvår 2016, ved som indehaver af en enkeltmandsvirksomhed at have angivet et for lavt momstilsvar med 545.000 kr., hvorved statskassen blev unddraget 545.000 kr. i moms.

Som forhold 3-8 var T tiltalt for skattesvig vedrørende indkomstårene 2011, 2014 og 2016, ved via TastSelv at have selvangivet sin skattepligtige indkomst for lavt med henholdsvis 780.000 kr., 1.200.000 kr. og 200.000 kr., og vedrørende indkomstårene 2011-2015, at have selvangivet sin aktieindkomst for lavt med henholdsvis 75.000 kr., 1.300.000 kr., 1.879.375 kr., 275.000 kr. og 175.000 kr., hvorved statskassen blev unddraget 2.744.286,30 kr. i skat i alt.

Som forhold 9-12 var T tiltalt for skattesvig vedrørende indkomstårene 2012-15, ved som hovedanpartshaver og direktør i et selskab at have foranlediget, at selskabet angav selskabets skattepligtige indkomst for lavt med henholdsvis 1.835.200 kr., 440.200 kr., 240.000 kr. og 20.000 kr., hvorved statskassen blev unddraget 632.300 kr. i alt i selskabsskat.

Byretten fandt det bevist, at T’s revisionsselskab havde udstedt fiktive fakturaer og overført beløb direkte til T og udbetalt kontanter, samt betalt regninger for hende. Dette var sket efter aftale med T og alene med det formål, at give told- og skatteforvaltningen urigtige eller vildledende oplysninger eller at fortie oplysninger, alt med det formål at unddrage statskassen for moms, skatter og bidrag i T’s selskab og personligt drevne virksomhed.

Der var ikke uenighed om de rent beløbsmæssige opgørelser i anklageskriftet. Det forhold, at en del af det unddragne beløb var anvendt til at betale revisoren, der til gengæld skulle hjælpe hende med at unddrage statskassen de anførte beløb, kunne ikke føre til et andet resultat.

T idømtes som tillægsstraf fængsel i 2 år med hensyn til en den 25. oktober 2019 udenretligt vedtaget bøde på 22.500 kr. og førerretsfrakendelse samt en tillægsbøde på 5.5 mio. kr. T ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten fandt henset til den lange sagsbehandlingstid, herunder, at anklagemyndigheden ikke havde redegjort for, hvilke sagsbehandlingsskridt der blev foretaget i perioden mellem told- og skatteforvaltningens afgørelser og til indsendelse af anklageskriftet, at dommen skulle gøres delvis betinget. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom med den ændring, at de 6 måneder skulle fuldbyrdes, medens resten af fængselsstraffen blev gjort betinget.

Landsretten afviste ankesagen efter retsplejelovens § 386, stk. 1, fordi skatteyderen ikke inden for den fastsatte frist havde indleveret ekstrakt. 

T var tiltalt for overtrædelse af chokoladeafgiftsloven og tobaksafgiftsloven, ved som konstateret under told- og skatteforvaltningens kontrolbesøg den 7. februar 2019, som direktør og ejer på kontroltidspunktet ikke at have opbevaret relevante følgesedler eller kvitteringer på det forretningssted, hvorfra salget af 2,9 kg. chokolade- og sukkervarer samt 8,988 kg. vandpibetobak fandt sted, samt ikke at have ført forskriftsmæssigt regnskab, hvorfor det ikke var muligt for told- og skatteforvaltningen at konstatere, om der var betalt punktafgifter i henhold til chokolade- og sukkervareafgiftsloven samt tobaksafgiftsloven.

T bestred at have modtaget told- og skatteforvaltningens sigtelsesbrev af 31. juli 2020 og påstod, at der var derfor indtrådt strafferetlig forældelse.

Byretten henviste til, at det fulgte af straffelovens § 94, stk. 5, at forældelsesfristen afbrydes, når den pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmoder om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen. 

Byretten fandt det ikke bevist, at T havde åbnet den af told- og skatteforvaltningen fremsendte sigtelse og var blevet gjort bekendt med den inden den 7. februar 2021, hvor forældelsen indtrådte.

Retten bemærkede, at det forhold, at sigtelsen blev fremsendt til T’s e-boks, ikke var tilstrækkeligt til, at T var blevet gjort bekendt med sigtelsen, og at forældelsesfristen i straffelovens § 93, stk. 1, nr.1, afbrydes. Strafansvaret fandtes herefter forældet og T blev frifundet. 

Dommen blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 4. oktober 2023 anket af anklagemyndigheden med påstand om ophævelse af byrettens dom og hjemvisning af sagen til realitetsbehandling. T påstod stadfæstelse, subsidiært hjemvisning.

Landsretten fastslog, at efter retspraksis kunne fremsendelse af en sigtelse med almindeligt brev være tilstrækkeligt til at opfylde kravet i straffelovens § 94, stk. 5, for forældelsens afbrydelse. I overensstemmelse med dansk rets almindelige principper måtte det imidlertid påhvile anklagemyndigheden at godtgøre, at brevet rent faktisk var blevet afsendt og kommet frem. Told- og skatteforvaltningen havde som bevis fremsendt en mail hvoraf fremgik, at sigtelsesbrevet ikke var afsendt elektronisk, og at det derfor måtte lægges til grund, at brevet var afsendt med almindelig post, men der var ingen oplysninger om, hvorvidt brevet må antages at være kommet frem.

Landsretten fandt det herefter ikke bevist, at sigtelsesbrevet var afsendt med almindelig post og kommet frem til T med den virkning, at forældelsesfristen blev afbrudt. Byrettens dom blev herefter stadfæstet.

Sagen angik, om sagsøgeren var berettiget til fradrag for kontante køb af fremmedvaluta på i alt ca. 10 mio. kr. Efter arten og omfanget af sagsøgerens virksomhed med valutahandel, der omfattede et meget stort dagligt antal lejlighedskunder, var kravene til at løfte bevisbyrden strenge. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden. Retten lagde vægt på, at valutavekslingsvirksomheden ikke havde fremlagt ekstern dokumentation, f.eks. identifikationsoplysninger, for de påberåbte udgifter til valutakøb. Sagsøgeren havde dermed ikke iagttaget bogføringslovens krav om, at registreringer skal være dokumenteret ved bilag, der gør det muligt at kontrollere registreringernes rigtighed. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå en branchemæssig kutyme på området.