Spørger ønskede at få bekræftet, at Spørger, der var et britisk registreret selskab, var fuldt skattepligtig til Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6. På baggrund af de forelagte oplysninger om, at selskabets faktiske daglige ledelse skete fra Danmark, bekræftede Skatterådet, at Spørger var fuld skattepligtig til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 6.

Endvidere ønskede Spørger at få bekræftet, at Spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien. Skatterådet afviste spørgsmålet, idet en afgørelse herom skulle træffes ved gensidig aftale mellem de to landes kompetente myndigheder, jf. artikel 4, stk. 1 i den multilateriale konvention, der var tiltrådt af begge lande.

Endelig ønskede Spørger - under forudsætning af, at spørgsmål 1 og 2 var besvaret bekræftende - at få bekræftet, at udførelse af arbejde fra Spørgers kontor i Storbritannien kunne medføre fast driftssted i Storbritannien. Idet Skatterådet havde afvist at besvare spørgsmål 2, bortfaldt spørgsmål 3.

Spørger ønskede at overdrage aktierne i H5, der var stiftet ved en skattefri ophørsspaltning, til sine børnebørn med skattemæssig succession i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34. Værdien af H5’s aktiver udgjordes for 70,3 pct.s vedkommende af 149 udlejningsejendomme, der var ejet igennem H3. Disse ejendomme opfyldte kravet om aktiv udlejningsvirksomhed i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7.  Skatterådet kunne bekræfte, at H5 kunne overdrages med skattemæssig succession på baggrund af den udarbejdede pengetankopgørelse, herunder den konkrete fordeling af aktiver mellem "aktive" aktiver og "passive" aktiver under de angivne omstændigheder.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af likvidationsprovenu. ►Vær opmærksom på, at det ikke er gevinst/tab, men provenu. Læs mere i afsnit 1.1.2.◄

Vejledningen gælder for det udloddende selskab m.v. eller den, der på vegne af selskabet foretager udlodning af likvidationsprovenu.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Spørgers mor havde i juni 2025 overdraget 100 procent af anparterne i A ApS til sit barn med succession efter aktieavancebeskatningslovens § 34 og nedsat gaveafgift efter boafgiftslovens § 23 a.

Spørgerne ønskede at foretage følgende skattefrie transaktioner:

1. En skattefri anpartsombytning, hvor Spørgers ejerandel på ca. 60 procent af kapitalandelene i B ApS blev overdraget til A ApS mod, at Spørger blev vederlagt med anparter i A ApS, hvorved B ApS blev 100 procent ejet af A ApS.
2. En skattefri anpartsombytning, hvor Spørgers ejerandel på 100 procent af kapitalandelene i A ApS blev overdraget til C ApS (100 procent ejet af Spørger) mod, at Spørger blev vederlagt med anparter i C ApS, hvorved A ApS blev 100 procent ejet af C ApS.
3. To skattefrie koncerntilskud bestående af:
   1. C ApS overdrog som skattefrit koncerntilskud ejerandelen på ca. 60 procent af kapitalandelene i D A/S til B ApS, hvorved D A/S blev 100 procent ejet af B ApS og
   2. C ApS overdrog som skattefrit koncerntilskud 100 procent af kapitalandelene i E A/S til D A/S, hvorved E A/S blev 100 procent ejet af D A/S.
4. En skattefri fusion mellem A ApS, B ApS, D A/S og E A/S, hvor D A/S var det modtagende selskab, og selskaberne A ApS, B ApS og E A/S var de ophørende selskaber.

Skatterådet bekræftede, at gennemførelsen af de påtænkte skattefrie transaktioner kunne ske uden, at der skulle ske forhøjelse af den nedsatte afgift. Skatterådet havde lagt særligt vægt på, at Spørger ville eje præcis samme ejerandel af virksomhederne i A ApS og dets datterselskaber før og efter omstruktureringerne, hvorved ingen af de påtænkte skattefrie transaktioner medførte, at gavemodtagerens indirekte andel af virksomhederne i A ApS blev reduceret. Derved indebar ingen af de påtænkte skattefrie transaktioner, at der skete direkte eller indirekte hel eller delvis overdragelse af de virksomheder, der blev drevet i A ApS, ligesom transaktionerne ikke udgjorde et salg af selskabets enkeltaktiver, der reducerede selskabets virksomheders indtægtsgrundlag. Selskabets virksomheder var således upåvirket af de påtænkte skattefrie transaktioner. Herudover indebar de påtænkte skattefrie transaktioner ikke nogen ændring i ejerkredsen, idet Spørger ejede 100 procent af selskabets virksomheder før og efter gennemførelsen af de påtænkte skattefrie transaktioner. 

Spørger havde i december 2025 overdraget 10 procent af anparterne i A ApS til sin datter med succession efter aktieavancebeskatningslovens § 34 og nedsat gaveafgift efter boafgiftslovens § 23 a.

Spørgerne ønskede at foretage en skattefri anpartsombytning af A ApS til det nystiftede selskab B ApS. Endvidere ønskede spørgerne at foretage en skattefri ophørsspaltning af B ApS til tre nye holdingselskaber, således at de personlige anpartshavere ejede hver deres holdingselskab. Ophørsspaltningen skete pro rata, således at der skete fuldstændig forholdsmæssig fordeling mellem de ved ophørsspaltningen nystiftede selskaber.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1 og 2, at gennemførelsen af den påtænkte omstrukturering kunne ske uden, at der skulle ske forhøjelse af den nedsatte afgift. Skatterådet havde lagt særligt vægt på, at omstruktureringen skete fuldstændig forholdsmæssigt, hvorved hverken den skattefri anpartsombytning eller den skattefri spaltning medførte, at gavemodtagerens indirekte andel af virksomheden i A ApS blev reduceret. Derved indebar hverken den påtænkte skattefri anpartsombytning eller den efterfølgende skattefri spaltning, at der skete direkte eller indirekte hel eller delvis overdragelse af den virksomhed, der blev drevet i A ApS, ligesom transaktionerne ikke udgjorde et salg af selskabets enkeltaktiver, der reducerede selskabets virksomheds indtægtsgrundlag. Selskabets virksomhed var således upåvirket af den påtænkte anpartsombytning og spaltning. Herudover indebar den påtænkte anpartsombytning og spaltning ikke nogen ændring i ejerkredsen, idet der ved gennemførelsen af transaktionerne ville ske en fuldstændig forholdsmæssig fordeling, hvorved de personlige anpartshavere ejede samme andel af selskabets virksomhed før og efter gennemførelsen af den påtænkte anpartsombytning og spaltning. 

Spørgerne havde i december 2025 gennemført en skattefri ophørsspaltning af A ApS til de nystiftede selskaber B ApS og C ApS.

Spørger havde i december 2025 overdraget 5 procent af anparterne i det nystiftede selskab, C ApS, til hver af sine børn med succession efter aktieavancebeskatningslovens § 34 og nedsat gaveafgift efter boafgiftslovens § 23 a.

Spørgerne ønskede at foretage en skattefri anpartsombytning af B ApS og C ApS til det nystiftede selskab D ApS. Samme dag ønskedes D ApS ophørsspaltet skattefrit til nye holdingselskaber, således at de personlige anpartshavere ejede hver deres holdingselskab. Ophørsspaltningen skulle ske pro rata, således at der skete fuldstændig forholdsmæssig fordeling mellem de ved ophørsspaltningen nystiftede selskaber.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1-3, at anpartsombytningen og ophørsspaltningen opfyldte betingelserne for at kunne gennemføres skattefrit uden tilladelse fra Skattestyrelsen.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 4, at gennemførelsen af den påtænkte omstrukturering kunne ske uden, at dette påvirkede den i december 2025 gennemførte overdragelse af anparterne med succession.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 5, at gennemførelsen af den påtænkte omstrukturering kunne ske uden, at dette påvirkede den i december 2025 gennemførte gaveoverdragelse af anparterne med nedsat afgift og uden at der skulle ske forhøjelse af den nedsatte afgift. Skatterådet havde lagt særligt vægt på, at omstruktureringen skete fuldstændig forholdsmæssigt, hvorved hverken den skattefri anpartsombytning eller den skattefri spaltning medførte, at gavemodtagernes indirekte andel af virksomheden i C ApS blev reduceret. Derved indebar hverken den påtænkte skattefri anpartsombytning eller den efterfølgende skattefri spaltning, at der skete direkte eller indirekte hel eller delvis overdragelse af de virksomheder, der blev drevet i koncernen, ligesom transaktionerne ikke udgjorde et salg af koncernens enkeltaktiver, der reducerede koncernens virksomheders indtægtsgrundlag. Koncernens virksomheder var således upåvirket af den påtænkte anpartsombytning og spaltning. Herudover indebar den påtænkte anpartsombytning og spaltning ikke nogen ændring i ejerkredsen, idet der ved gennemførelsen af transaktionerne ville ske en fuldstændig forholdsmæssig fordeling, hvorved de personlige anpartshavere ejede samme andel af koncernens virksomheder før og efter gennemførelsen af den påtænkte anpartsombytning og spaltning. 

Spørger drev virksomhed med net-balancering. Spørger indgik aftaler med privatpersoner, der havde et husstandsbatteri, som Spørger mod betaling, anvendte til net-balancering.

Det var Spørgers opfattelse, at kunder, der kun havde et husstandsbatteri, som de stillede til rådighed for net-balancering, på samme måde som kunder, der havde et solcelleanlæg, ville kunne anvende ligningslovens § 8 P til at opgøre indkomsten fra at have stillet batteriet til rådighed. Skatterådet kunne, imod Spørgers ønske, ikke bekræfte, at Spørgers kunder, der kun havde et husstandsbatteri, havde adgang til at anvende bundfradraget i ligningslovens § 8 P. Det følger af ordlyden i ligningslovens § 8 P, stk. 1, at det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at der er tale om indtægt fra et vedvarende energi-anlæg omfattet af lov om fremme af vedvarende energi § 2. Et batteri er ikke omfattet af ordlyden i lov om fremme af vedvarende energi § 2, og der er derfor ikke adgang til at anvende ligningslovens § 8 P.

Denne vejledning retter sig mod producenter af lønsystemer, lønservicebureauer og de virksomheder, der selv vil tilrette deres IT-lønsystemer, så der kan indberettes til eIndkomst og LetLøn.

Vejledningen indeholder

1. Beskrivelse af alle felter, der kan indberettes til eIndkomst. Rækkefølgen af beskrivelserne følger i vid udstrækning det indberetningsflow, der er i en onlineindberetning og til dels den rækkefølge felterne er placeret i indberetningsbillederne.
2. En række specifikke områder, som kan være enten anvendelsen af en specifik funktion i eIndkomst online, eller vejledning i specifikke faglige områder vedr. indberetning til eIndkomst.
3. Henvisning til en række yderligere vejledninger på eIndkomst-området

Spørger ønskede bekræftet, at når de indgår aftale med en virksomhed om drift og vedligeholdelse af ladestander til firmabil opsat på medarbejdernes privatadresse, så udgør Spørgers udbetaling af godtgørelse til medarbejderne af forbrugt el via ladestanderen, ikke et prisafslag jf. momslovens § 27, stk. 4, og Spørger kan som følge heraf ikke udstede en kreditnota inkl. moms.

Eftersom Spørger ikke foretog en leverance til virksomhedens medarbejdere, så kunne Spørgers udbetaling af godtgørelse til medarbejderne ikke anses for et prisafslag, idet betingelserne i momslovens § 27, stk. 4, ikke var opfyldt.

Skatterådet kunne bekræfte, at ved Spørgers udbetaling af godtgørelse skulle der ikke udstedes en kreditnota inkl. moms.

Sagen handler om moms og forvaltning af investeringsforeninger.

Særligt omhandler sagen, hvorvidt der i det konkrete tilfælde vil blive leveret én ydelse til en forvalter af investeringsforeninger eller to selvstændige ydelser til to investeringsforeninger. Dette kan have betydning for, om ydelsen/ydelserne kan være omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger.

Skatterådet kan bekræfte, at Spørger i henhold til det beskrevne faktum anses for at foretage særskilte leverancer af forvaltning til to investeringsforeninger og ikke én leverance til deres fælles kapitalforvalter, når aftalerne er indgået med den enkelte investeringsforening. Spørgers leverancer til de to investeringsforeninger er derfor ikke momspligtige i det konkrete tilfælde.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning til anpartskontrolordningen.  

Vejledningen gælder for virksomheder der ifølge skatteindberetningslovens § 42 skal foretage indberetning til anpartskontrolordningen.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Sagen angik beskatning af indtægt fra flere forskellige schweiziske pensionsordninger, herunder hvornår indkomst fra pensionerne skulle anses for at være oppebåret. Landsskatteretten fandt, at indkomst i form af pensionsudbetaling skulle anses for oppebåret på tidspunktet, hvor begivenheden, der efter pensionsaftalen eller skattelovgivningen udløste pensionsudbetalingen, indtraf, hvad enten udbetalingen skete på et fast forudbestemt tidspunkt eller på anmodning fra pensionsopspareren. Indkomst fra en af klagerens pensionsordninger var herefter oppebåret efter indtrædelse af fuld skattepligt til Danmark, idet klageren først på dette tidspunkt opfyldte kriterierne for udbetaling og dermed havde erhvervet ret til udbetalingen. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse på dette punkt. Landsskatteretten fandt endvidere, at en overførsel af pensionsmidler fra en pensionskasse til en konto til deponering af pensionsmidler, som blev foretaget ved endt ansættelse i en schweizisk virksomhed i overensstemmelse med schweizisk lovgivning herom, ikke kunne anses for at være pensionsudbetaling i relation til pensionsbeskatningslovens § 53 B. Landsskatteretten ændrede derfor SKATs afgørelse på dette punkt.

Sagen angik for det første, om appellanten var skattepligtig af værdien af rådigheden over fri bil i indkomstårene 2016-2019, eller om betingelserne for at undtage denne beskatning i henhold til administrativ praksis om splitleasing var opfyldt. Sagen angik for det andet, om appellanten skulle beskattes af rådigheden over fri bolig i indkomståret 2019. Landsretten tiltrådte det anførte af byretten og fandt, at beskatningen af appellanten var sket med rette. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom (SKM2024.68.BR). 

I en administrativ straffesag havde T vedtaget et bødeforlæg på 5.000 kr. for skatte- og afgiftsunddragelse. T havde i forbindelse med den administrative sagsbehandling fået en forsvarer beskikket.

Byretten tilkendte den beskikkede forsvarer et salær på 20.200 kr. med tillæg af moms og afgjorde, at halvdelen af salæret skulle betales af statskassen.

Skattestyrelsen påkærede byrettens afgørelse med påstand om, at T skulle betale hele salæret. Til støtte herfor anførte Skattestyrelsen navnlig, at T havde vedtaget et bødeforlæg på 5.000 kr. Den omstændighed, at der var sket en beløbsmæssig tilskæring i forhold til den oprindelige sigtelse, kunne ikke føre til, at det offentlige delvist skulle betale sagens omkostninger, jf. bl.a. SKM2018.135Ø.

Landsretten lagde til grund, at ifølge skattestraffesagslovens § 5, skal en sigtet erstatte det offentlige udgifterne til sagens behandling i samme omfang, som en sigtet har pligt til at erstatte det offentlige sådanne udgifter efter retsplejelovens regler. Desuden udtalte landsretten, at bestemmelsen viderefører den tidligere bestemmelse i forsvarerbistandslovens § 5, og landsretten henviser til følgende fra de specielle bemærkninger til bestemmelsen, jf. lovforslag L31 af 2. oktober 2024:

"Anvendelsen af retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt., vil indebære, at hvis det vedtagne bødeforelæg er i overensstemmelse med den rejste sigtelse, vil det som hovedregel være den sigtede, som endeligt vil skulle afholde de nødvendige udgifter. Det samme vil gælde, hvis den administrative straffesag bliver afsluttet med en advarsel til den sigtede, se hertil SKM2019.412ØLR. Det vil ligeledes være den sigtede, der som hovedregel vil skulle afholde de nødvendige udgifter, selvom Skatteforvaltningen har foretaget en beløbsmæssig tilskæring i forhold til den oprindelige sigtelse, for eksempel som følge af formildende omstændigheder, jf. hertil SKM2018.135ØLR"

T blev sigtet den 22. januar 2025 for skatte- og afgiftsunddragelse på 88.745 kr. Efterfølgende blev der foretaget en beløbsmæssig tilskæring, og sagen blev afsluttet med, at T vedtog en bøde på 5.000 kr. for skatte- og afgiftsunddragelse på 35.586 kr.

Landsretten fandt, at T efter retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt., som udgangspunkt skulle betale forsvarersalæret. Landsretten fandt, at tilskæringen i forhold til den oprindelige sigtelse ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at begrænse omkostningsansvaret efter retsplejelovens § 1008, stk. 2 eller 4.

Landsretten ændrede herefter byrettens afgørelse således, at forsvarersalæret i det hele skulle betales af T.